Du er her

Mindeord for Søren Larsen

                                                                                       Mindeord for Søren Larsen                                                                                       

Torsdag den 18. april mistede vi Søren Larsen. Et godt og respekteret klubmedlem, og for mange af os også en rigtig god ven.

Han måtte desværre overgive sig til den cancer, der blev diagnosticeret for lidt over et år siden.

Søren forblev dog aktiv indtil for 14 dage siden, godt nok tydeligt svækket, men tingene skulle jo være på plads og i orden.

Han startede sin svæveflyvekarriere midt i halvfjerdserne og blev ret hurtigt involveret i klubarbejdet og blev medlem af bestyrelsen i 1981.

I 1983 blev han formand og bestred posten indtil 1988.

Søren havde en klar forventning om, at alle medlemmer skulle yde en indsats, om det så bare var at feje hangargulvet.

Han havde fingeren på pulsen, også med klubbens økonomi og var således i stand til at hjælpe den daværende kasserer med at afslutte et regnskab.


Svæveflyvningen fulgte hvad man kan kalde den slagne vej for svæveflyvere, nemlig først hjælpeinstruktør og siden førsteinstruktør og han blev tilmed også flyejer sammen med skiftende makkere, først LL (hvem har for øvrigt ikke været medejer af den) og siden TA (Nimbus 3T) sammen med Jørgen Thomsen og Mogens Bringø.

Midt i halvfemserne valgte Søren at stoppe med at flyve. Han havde med sin daværende hustru, Michelle, fået 2 sønner, nemlig Kristian og Michael, og de blev første prioritet i deres tilværelse.

Der gik så omkring 20 år før Søren dukkede op i Gørløse igen.

Han var i mellemtiden blevet pensionist, så nu skulle der ske noget.
Han havde opsamlet en masse flyvetrang, så fanden tog da ved ham, og der var fuld entusiasme fra dag 1, selv om han skulle starte helt forfra.

Han kunne huske, at jeg i tidernes morgen havde sendt ham solo.
Det mente han så, at jeg burde gøre igen.
Sådan blev det ikke, og så kunne jeg forsvare mig med, at man ikke behøver at gentage sine fejltagelser.
Det var sigende for den fordomsfrie og muntre omgangstone, man kunne have med Søren.

 

Ud over de spidskompetencer han havde inden for det administrative, var han også en yderst habil håndværker med hang til det overpertentlige, (jeg undlod dog at rose ham for meget).
Klubben syntes derfor, at Søren kunne blive en god materielkontrollant - og det blev han så.
I disse tider, hvor myndighederne lader uendelige mængder af regler regne ned over os, var han et stort aktiv for klubben hvad flyvedligehold angår.

De mere håndgribelige indsatser fra hans side kan vi jo hver dag se i vores hangar, nemlig 4 nymalede fly.
Det var Sørens fortjeneste, at disse fly blev kørt til Polen, hvor de blev omlakerede.

 

Det skal også nævnes, at Søren gjorde en solid indsats i Unionens forsikringsklub og han var blevet fast inventar i konkurrenceledelsen under Sun Air Cup sammen med bl.a. Mogens Hansen (the Boss) og Palle Krantz som flyveleder (altid iklædt en iøjnefaldende hovedbeklædning).

Jeg ved, at det var en årlig begivenhed, som Søren altid så frem til.
Han havde også meldt sig under fanerne i 2024, i håbet om at være rask nok.

Kort beskrevet var Søren indbegrebet af velforberedthed og orden, og også med klare holdninger til sine omgivelser.

Vi vil savne Søren og vores tanker går til hans to sønner og deres familie.

Æret være Søren V. Larsens minde.

Erik J.
 


2
022



 Ca 1980

 

 

 

Kommentarer

CSCs billede

Meget præcist og godt indrammet Erik.
PTs billede

Kære Erik - tak for at skrive så præcis en beskrivelse af Sørens gang i klubben.
PKJs billede

Præcis , godt skrevet Erik, Søren vil blive savnet.
KLDs billede

Godt skrevet Erik! Har altid haft stor positiv respekt for jer begge både håndværksmæssigt såvel som menneskeligt.
MSHs billede

Utroligt velskrevet Erik. Endnu en ven som vil blive savnet - heldigvis kan ingen tage minder fra os. Mikkel
KLUs billede

Tak Erik for de smukke og varme mindeord.
KLUs billede

Tak Erik for de smukke og varme mindeord.
MØLs billede

Kære Erik, Tusind tak for din smukke beskrivelse af Søren, hans vej gennem svæveflyvningen, hans håndværksmæssige snilde og iver, og hans store og slet skjulte humor, som I tydeligvis delte. - Og tak for nogle dejlige billeder!
HEGs billede

Tusinde tak for at skrive disse ord. Søren vil blive savnet
JJTs billede

Tak for et godt skriv om Søren. Hvor ærgeligt, at det skulle slutte så tidligt. Jeg vil huske ham for en herlig tur vi havde sammen i klubbens Arcus, hvor manglen på luftrum sendte os på en særdeles lang omvej hjem til EKGL, men vi var enige om planen og arbejdsdelingen. Søren var altid hyggelig at have med at gøre og nød specielt lidt harsk humor eller udsøgte fornærmelser (som han aldrig var sen til at sende tilbage i hovedet på afsenderen). / Jens T
JASs billede

Tak for et godt skriv Erik. Jeg glemmer aldrig hvordan glæden strålede ud af Søren da han genoptog svæveflyvningen efter års pause. Et herligt menneske der gik bort alt for tidligt Æret være hans minde - han vil blive savnet

Nordsjællands Svæveflyveklub | Kurreholmvej 39 | 3330 Gørløse | Tlf. 48 27 85 00